Over sensitiv

Du sidder i et rum med andre mennesker. Der er ikke noget galt. Alligevel virker lyden fra stolen ved siden af dig som en sten mod panden, og lyset er et nul for skarpt. Du er ikke overtræt. Du er ikke syg. Men noget i kroppen er skruet op på max – og det er udmattende.

Det er ikke indbildning. Det er heller ikke svaghed. Det er et nervesystem der kører på en højere grundbelastning end det er beregnet til over tid, og den kalibrering sætter sig direkte i sanserne.

Denne artikel gennemgår hvad der sker i kroppen ved oversensitivitet, hvornår det hænger sammen med angst eller stress, og hvad der typisk hjælper.

Hvad er oversensitivitet?

Oversensitivitet er ikke en diagnose i sig selv, men en betegnelse for det der sker når sanseindtryk registreres med en intensitet der ikke svarer til det objektive signal. En almindelig lyd, en bestemt lugt eller et let tryk mod huden kan føles uforholdsmæssigt stærkt – ikke fordi sanserne er defekte, men fordi filteret er skruet ned.

Fænomenet optræder ved flere tilstande:

• sensorisk overstimulering
• sensorisk defensivitet
• emotionel overfølsomhed
• misofoni
• generaliseret angst
• PTSD

Det er ikke ét mønster der passer alle, men fælles for dem er at nervesystemet behandler information anderledes end det ville gøre i ro.

Hvordan mærkes oversensitivitet i kroppen?

Oversensitivitet mærkes typisk som en kombination af fysisk ubehag og mental overbelastning, der opstår hurtigere end man ville forvente.

Konkret kan det vise sig som:

• Smerte eller ubehag ved lyde, lys eller berøring der ikke generer andre
• Irritabilitet der kommer hurtigt og virker ude af proportion med situationen
• En uro i kroppen der ikke slipper, selv når omgivelserne er rolige
• Rastløshed og besvær med at finde ro, selv når der ikke er noget presserende
• En oplevelse af at være mentalt oversvømmet i situationer der burde være neutrale

Det er ikke et spørgsmål om at “tage sig sammen”. Filteret der normalt dæmper sanseindtryk er sat lavere, og kroppen reagerer derefter.

Kan angst og stress føre til oversensitivitet?

For mange hænger oversensitivitet tæt sammen med angst, stress eller begge dele. Det er ikke tilfældigt.

Når nervesystemet er i alarmberedskab, skærpes sanserne som en del af kroppens forsvarsrespons. Det er en biologisk mekanisme: kroppen forbereder sig på at registrere trusler hurtigt og præcist. Stresshormoner som adrenalin og kortisol er en del af det billede – de øger fysiologisk arousal og sætter kroppen i en tilstand af øget opmærksomhed.

Problemet opstår når denne tilstand ikke slukker. Nervesystemet forbliver i forhøjet beredskab, og sanseindtryk der normalt ville passere uhindret – en samtale i baggrunden, lyset fra en skærm, tøj der sidder lidt stramt – registreres nu som forstyrrende eller direkte smertefulde.

Det er ikke angsten der gør dig svag over for sanseindtryk. Det er angstens biologiske maskeri: et system der er bygget til kortvarig aktivering, men som kører på højtryk dag ud og dag ind.

Hvad skruer op for sensitiviteten?

Selve alarmberedskabet er udgangspunktet, men der er faktorer der yderligere sænker tærsklen for hvad nervesystemet tolker som en belastning:

Søvnunderskud

Utilstrækkelig søvn øger smertefølsomheden og gør nervesystemet dårligere til at sortere irrelevante stimuli fra. Effekten er målbar og opstår allerede efter en eller to nætter med forstyrret søvn.

Stimulanser og kost

Højt forbrug af koffein, alkohol og lavt blodsukker kan alle forstærke den fysiologiske arousal. Særligt koffein øger frigivelsen af de samme stresshormoner der i forvejen kører for højt ved angst.

Manglende fysisk aktivitet

Bevægelse er en af de mest direkte måder at hjælpe nervesystemet med at nedregulere. Uden regelmæssig aktivitet mister kroppen en vigtig ventil for det ophobede stressniveau.

Specifikke udløsende stimuli

Høje eller pludselige lyde, skarpt eller flimrende lys, stærke dufte og uventede berøringer er typisk de sanseindtryk der hurtigst aktiverer et allerede presset nervesystem.

Er oversensitivitet farligt?

Oversensitivitet er i de fleste tilfælde ikke farligt, men det er udtrækkende og kan over tid begrænse hvad du gider eller tør udsætte dig for.

Det der sker i kroppen er ikke en fejl, men en overdreven version af en helt normal beskyttelsesrespons. Systemet er sat for højt, ikke i stykker. Det betyder at de underliggende årsager – typisk vedvarende stress, angst eller søvnunderskud – er det der er værd at kigge på, ikke sensitiviteten i sig selv.

Hvis oversensitiviteten dukker op i kombination med andre symptomer der ikke giver mening, er det klogt at få det undersøgt.

Hvad hjælper ved oversensitivitet?

Det der typisk virker handler om at sænke nervesystemets grundniveau, ikke om at undgå alt der er ubehageligt.

Når det sker

Når overstimulering allerede er i gang, er de mest effektive greb dem der arbejder direkte med kroppen:

• Langsom, kontrolleret udånding – forlænget udånding aktiverer det parasympatiske nervesystem og dæmper arousal
• Fjern dig fra kilden til stimulansen, selv kortvarigt – et minut i et stille rum ændrer fysiologien målbart
• Moderat fysisk aktivitet som en kort gåtur kan hjælpe med at bruge det adrenalin kroppen allerede har frigivet

I hverdagen

Den daglige baseline har mere at sige end de akutte greb. Et nervesystem der generelt kører lavere, reagerer mindre kraftigt på input:

• Regelmæssig søvn er ikke blot restitution – det er den primære mekanisme kroppen bruger til at nulstille stresshormoner
• Daglig bevægelse, selv 20-30 minutters gang, sænker det basale arousal-niveau over tid
• Kend dine egne mønstre: på hvilke tidspunkter, i hvilke situationer og efter hvilke oplevelser er du mest sensitiv? Den viden giver mulighed for at planlægge frem for at reagere
• Begræns koffein og alkohol i perioder med høj belastning – begge dele skruer på de samme fysiologiske knapper som stress

På længere sigt

Oversensitivitet der hænger ved, peger typisk på noget der er sat for højt i bundlinjen – en vedvarende belastning nervesystemet ikke har fundet vej ud af. Det at forstå hvad der driver beredskabet, ikke bare håndtere symptomerne, er det der typisk giver varig forskel.

At acceptere at sensitiviteten kan svinge er ikke det samme som at give op. Det er at stoppe med at bruge energi på at bekæmpe et signal og i stedet bruge den på at forstå hvad det peger på.

Tre måder oversensitivitet kan vise sig på

Oversensitivitet ser ikke ens ud for alle. Nervesystemets beredskab sætter sig i kroppen på forskellige måder afhængigt af hvad der er vores grundlæggende måde at håndtere pres på.

Du foretrækker at klare tingene selv. En overraskelse, et uventet krav eller et indgreb i din dag føles som noget andre har bestemt over dig. Du slapper af ved at have overblikket og styr på planen – ikke ved at slippe taget. Oversensitiviteten viser sig typisk som irritabilitet eller en lav tærskel for forstyrrelser. Du kan arbejde i timevis uden at føle dig presset, men en enkelt uventet afbrydelse kan vælte koncentrationen fuldstændigt. Friheden til at styre din egen rytme er ikke en luksus, det er det der holder nervesystemet nede.

Du vil gerne have nærheden, men ikke miste bevægeligheden. Du holder en dør på klem – ikke fordi du ikke vil have kontakt, men fordi du ikke vil sidde fast. Resultatet er tit at du hverken får den ro, friheden skulle give, eller den forbindelse du egentlig savner. Oversensitiviteten kan her vise sig som en generel kropslig uro i situationer der kræver tilstedeværelse, eller som en tendens til at verden virker lidt for støjende og lidt for tæt på, præcis de dage hvor du i forvejen er på vagt over for om du er ved at miste spillerummet.

Du mærker stemningen i rummet før du selv er landet. Du registrerer hurtigt hvad andre har brug for, træder til og holder tingene kørende. Det koster mere end det ser ud til udefra. Oversensitiviteten viser sig her som en kropslighed der er konstant i gang med at scanne omgivelserne – lyde, stemninger, signaler – og som aldrig rigtigt finder stilstand, fordi der altid er noget der potentielt kræver opmærksomhed.

Nervesystemet er ikke din fjende. Det gør præcis det, det lærte.

Kilder

• Porges, S. W. (2011). The Polyvagal Theory. W. W. Norton.
• Mobbs, D. et al. (2007). When fear is near: threat imminence elicits prefrontal-periaqueductal gray shifts in humans. Science, 317(5841), 1079-1083.
• American Academy of Family Physicians. Sensory Processing Disorder. familydoctor.org.
• STAR Institute for Sensory Processing. sensoryhealth.org.
• Child Mind Institute. Sensory Processing Issues Explained. childmind.org.
• Sundhedsstyrelsen. Referenceprogram for angstlidelser hos voksne. sst.dk.