Om Flemming
Mennesker er ikke en stangvare
For mange er jeg det sidste, de prøver.
De har læst, tænkt, forsøgt at forstå det hele selv, og et sted i baghovedet ligger tanken: hvad nu hvis han heller ikke kan hjælpe? Det er en reel frygt, og jeg forstår den godt.
For så længe man ikke har prøvet, er der stadig en dør på klem. At tage fat kan opleves som at risikere den dør.
Så lad mig tage noget af presset af med det samme.
Det her handler ikke om, at du skal kunne noget, du ikke kan i dag. Det handler om at forstå, hvorfor din krop reagerer, som den gør, og hvad man kan gøre ved det. Uro sidder nemlig ikke kun i tankerne.
Den sidder også i kroppen, og en krop, der er tændt, lader sig ikke tale til fornuft. Det er dér, mit arbejde begynder.
Jeg har tilbragt det meste af min karriere inde i koncepter
Bilbranchen. Forsikring. Coaching. Terapi. Jeg har bygget dem, implementeret dem og trænet andre i dem. Jeg ved, hvad koncepter kan. Og jeg ved præcis, hvor de holder op med at virke: det øjeblik, du sidder over for et menneske, der ikke passer ind i skabelonen.
Det øjeblik har jeg siddet i tusindvis af gange. Først som områdechef og salgschef, senere som terapeut. Og det var i terapien, det blev tydeligt: koncepter behandler alle ens, og mennesker er ikke ens.
Det er ikke en holdning. Det er biologi. Der findes ikke ét nervesystem, der fungerer som alle andres. Din krop har sin egen måde at finde balance på, og sine egne ting, der skubber den ud af den.
Derfor kan det samme forløb umuligt ramme to menneskers regulering lige godt. Et forløb, der ikke starter med at forstå netop dit system, gætter.
Jeg kom til det her ad en anden vej end de fleste
I femten år arbejdede jeg med ledelse i erhvervslivet, i bilbranchen og i forsikring, som områdechef, salgschef og marketingchef. Jeg lærte at læse mennesker under pres, at se hvad der egentlig foregik bag det, folk sagde, og at forstå systemer: hvordan de fungerer, hvor de bryder sammen, og hvad der skal til for at få dem til at køre igen.
Da jeg skiftede erhverv, tog jeg den måde at tænke på med mig, men droppede troen på, at én model passer alle. Jeg ser ikke angst som en fejl i dig, der skal repareres. Jeg ser et system, dit nervesystem, der gør præcis, hvad det er indstillet til, bare på et tidspunkt hvor der ikke er nogen reel fare.
Så bliver spørgsmålet ikke, hvad der er galt med dig.
Det bliver: hvordan er systemet indstillet, og hvordan stiller vi det om.
Ikke ny viden. Bare en ny brug af det, du kan
I bund og grund handler det ikke om at fylde en masse ny viden på dig. Det handler om at samle det, du allerede kan og gør, i en værktøjskasse, du selv kan gribe til, så du kan handle på egen hånd.
Du har nemlig udviklet dine egne måder at klare dig på. Måske er du blevet god til at aflæse andres humør, før de selv har opdaget det. Måske til at holde overblik, når alt brænder på. Måske til at mærke faren, længe før den er der.
Det er ægte styrker. Du har trænet dem hele livet, og de har hjulpet dig.
Problemet opstår, når en styrke bruges for meget, og på det forkerte. Den samme evne, der beskytter dig, kan komme til at arbejde imod dig, så du bruger din kraft på at kæmpe mod strømmen i stedet for med den. Så bliver livet hårdere, end det behøver at være.
Mit arbejde er at hjælpe dig med at bruge dine styrker dér, hvor de gør livet lettere. Ikke ved at lave dig om. Ved at vende den kraft, du allerede har, den rigtige vej.
Evnen er der som regel allerede
En maler, jeg arbejdede med, kunne slet ikke lukke øjnene og forestille sig noget. “Der er bare helt sort,” sagde han. Så spurgte jeg istedet, hvordan han ved, hvad der skal gøres, når han går ind i en gammel, tom lejlighed, der skal istandsættes.
Jeg stiller mig i døren og kigger rundt. Så kan jeg ligesom se for mig, hvad der skal til.”
Han kunne ikke forestille sig noget i en øvelse. Men han kunne se en hel renovering for sig i et tomt rum. Evnen var der allerede. Den skulle bare findes det rigtige sted.
Noget lignende sker med ord. Jeg spørger en klient: hvad føler du? “Hvad mener du?” Jeg skifter til: hvad mærker du i kroppen? “Nå, det er nemt.” Ét ord til forskel, og pludselig kan han svare.
Det handler ikke om, at han ikke har adgang til sig selv. Det handler om, at spørgsmålet skal stilles i et sprog, hans system forstår.
Sådan arbejder jeg
Ikke kun oppe i argumenterne, men også nede i kroppen, hvor uroen faktisk bor. Ikke ved at overbevise dig om, at du ikke skal være bange, men ved at give dig konkret viden om, hvordan dit system fungerer, og redskaber du selv kan bruge.
Og det skal trænes, indtil det sidder på rygraden. Ligesom en fodboldspiller øver det samme straffespark tusind gange, så benene bare kan det, når nerverne tager over. For midt i uroen er der ikke tid til at tænke. Der skal værktøjet sidde i kroppen af sig selv.
Målet er ikke et liv uden angst. Det findes ikke, og du bør være skeptisk over for enhver, der lover det. For hvis angstfri var et fast sted, du aldrig kunne falde ud af, så måtte angst også være et fast sted, du sad fast i.
Heldigvis er ingen af delene sandt. Dit system kan bevæge sig, begge veje.
Målet er, at du får så meget råderum, at uroen ikke længere bestemmer, hvad du kan og ikke kan. Det, du kan opbygge, er evnen til at regulere: at kende det, der skubber dig ud af balance, fjerne det du kan, og vide, hvordan du finder tilbage, når noget alligevel vælter dig.
Mange tusinde timer med mennesker har lært mig, at næsten alle bærer på en form for uro. Forskellen ligger i, hvor gode strategier man har til at håndtere den. Det kan læres. Det er ikke noget, du er. Det er noget, du kan blive god til.
To ting, jeg ikke gør
Jeg påberåber mig ikke hele sandheden. Jeg har en tilgang, der bygger på neurobiologisk forskning og mange kliniske timer, og den giver mening for langt de fleste. Men den er ikke ufejlbarlig, og den dag nogen påstår, at deres tilgang er det, er der grund til at spørge hvorfor.
Og jeg følger ikke en manual. Jeg er ikke bundet af en skole, en bestemt retning eller “sådan gør man”. Virker noget ikke for dig, skifter jeg tilgang. Ikke fordi metoden er ligegyldig, men fordi metoden er til for dig, ikke omvendt.
Et råd, der klæder dig på til at vælge det rette for dig
Det er klogt at være grundig, når du skal finde den rette hjælp. Så her er noget, der gælder, uanset hvem du vælger.
Når nogen siger, at de kan hjælpe dig, så stil altid det enkle spørgsmål: hvordan?
Og lyt så godt efter.
Du er bedst tjent med en forklaring, der giver mening for dig, en du kan forstå og se passer.
Får du den ikke, så led videre. Ikke fordi personen nødvendigvis er dårlig, men fordi det værste, der kan ske, er, at du bruger måneder på noget, der aldrig rigtig passede til dig, og står samme sted som før.
Det gælder også her. Læs siden, stil dine spørgsmål, og se om det, jeg skriver, giver mening for dig.
Det er den eneste rigtige grund til at tage fat.
Min tilgang bygger på tilknytningsforskning og neurobiologisk forskning i nervesystemets forsvarsarkitektur.
Forskningen er fundamentet. Timerne i stolen er det, der har vist mig, hvordan den ser ud, når den sidder over for et menneske.