Stressudløst angst

Hvad er stressudløst angst?

Kroppen begynder at sende signaler du ikke har bedt om. Et tryk over brystet. En indre uro der ikke har noget navn. Tankerne kører, men intet konkret er galt. Det kan hænge sammen med, at langvarig stress gradvist har skubbet nervesystemet ind i et vedvarende alarmberedskab.

Stressudløst angst er ikke det samme som en angstlidelse. Det er en tilstand, hvor nervesystemet er kørt så længe på overarbejde, at ængstelighed er blevet standardindstillingen, ikke undtagelsen.

Hvornår opstår stressrelateret angst?

Stressrelateret angst opstår typisk, når der over tid har været ubalance mellem de krav du møder og de ressourcer du har til at håndtere dem.

Kravene behøver ikke komme udefra. De kan også være dem, du selv stiller til dig selv. Og de fleste af dem er aldrig helt virkelige, de er forventninger og forestillinger, ikke kendsgerninger.

Men nervesystemet skelner ikke. Opleves kravene som større end kapaciteten i tilstrækkelig lang tid, skruer dit nervesystem op for beredskabet. Til sidst er tærsklen så lav, at selv en lille ekstra belastning kan udløse en reaktion, der ligner angst.

Symptomer på stressudløst angst

Stressrelateret angst viser sig forskelligt fra person til person. Symptomerne bygger sig typisk op over tid og kommer til udtryk både fysisk og psykisk.

Det kan blandt andet være:

• Trykken for brystet
• Kvalme
• Svimmelhed
• Muskelsmerter og spændinger i kroppen
• Tunnelsyn
• En vedvarende fornemmelse af fare uden tydelig årsag
• Skyldfølelse der ikke slipper
• Oplevelsen af at komme til kort uanset hvad

En del går rundt med disse tegn i lang tid uden at koble dem til stress. De tilskriver dem noget andet, sover dårligere, skruer op for tempoet, og reaktionen sidder dybere fast.

Hvordan stressudløst angst kan brede sig

Stressrelateret angst har en tendens til at flytte adresse, hvis grundårsagen forbliver uberørt.

Hjernen er god til at finde forklaringer. Den mærker ængstelighed og leder efter noget at koble den til. En dag er det ubehageligt at gå i kø i et indkøbscenter. Du undgår det. Ubehaget forsvinder ikke, det dukker op næste gang bag rattet. Eller i elevatoren. Eller inden et møde.

Det er ikke nye problemer. Det er den samme signal søger nye adresser, fordi det underliggende stressberedskab aldrig fik ro.

Hjernen producerer forklaringer i god tro, men de er ikke årsagen. Det er noget tyder på sker, når nervesystemets alarmcenter kører for varmt over for lang tid: det scanner uafbrudt og finder trusler, selvom der ikke er nogen her og nu.

Hvad sker der i nervesystemet?

Hjernens alarmcenter scanner kontinuerligt omgivelserne, som en temperatursensor der aldrig rigtig slukker. Det registrerer signaler fra kroppen og udefra og sender dem videre til nervesystemets maskinrum, som aktiverer et forsvar.

Normalt sker det kun, når der er en reel grund. Under langvarig stress bliver sensoren overkalibreret. Den reagerer på signaler, der under normale omstændigheder ville glide forbi. Tærsklen er skruet ned, beredskabet er skruet op.

Resultatet er en stress- og frygtreaktion, der kan starte uden et egentligt trusselssignal fra den aktuelle situation.

Kroppen reagerer på forestillinger på samme måde som på virkelighed

Nervesystemets maskinrum skelner ikke mellem noget der sker nu, og noget du forestiller dig. Hverken fortiden eller fremtiden er virkelig i dette øjeblik, de er forestillinger. Men via sanserne, det du ser for dig, hører i tankerne, husker fra kroppen, kan systemet aktivere en fuld beredskabsreaktion baseret på noget der ikke er her.

Det er grunden til, at stressudløst angst næsten altid er en reaktion på noget forestillet, ikke noget der faktisk foregår. Det ændrer ikke ved, at reaktionen er reel og fysisk. Men det betyder, at de triggere der holder reaktionen i gang, kan kortlægges og bearbejdes.

Jo tidligere, jo mindre sidder det fast

Stressrelateret angst arbejder imod dig, jo længere det kører. Det er ikke moralsk, det er neurobiologisk: nervesystemet befæster de mønstre det bruger mest.

En reaktion der gentages, efterlader dybere spor. Spor der med tid gør det sværere at bryde ud af beredskabstilstanden igen. Det er en mekanik, ikke en dom.

Fanges reaktionen tidligt, er der færre spor at omskrive.

To veje til at genoprette balancen

Stressrelateret angst opstår typisk, fordi krav og ressourcer er ude af trit over tid. Der er to retninger at arbejde i.

1. Kravene ned til et realistisk niveau. Det handler om at kortlægge, hvilke krav der er faktiske og hvilke der er forestillede eller overdrevne, og arbejde med at gøre dem håndterbare. Planlægning og en klar opdeling af hvad der hører hjemme hvornår, er konkrete redskaber her.
2. Ressourcerne op. Det drejer sig om at trække på kapaciteter man allerede har, men måske ikke er opmærksom på, og om at opbygge nye. Begge dele giver mere at møde belastningen med.

Kommer de to sider i balance igen, falder nervesystemets beredskabsniveau typisk med dem.

Hvorfor orden i de udløsende faktorer er centralt

Stressudløst angst trænger ind i nervesystemet via sanserne. Det er ikke en tanke der kan argumenteres væk. Det er et mønster der sidder i kroppen og reagerer på specifikke signaler, situationer, steder, lyde, ord.

Disse triggere fungerer som sovende reaktioner. De aktiveres ikke, før der er et signal. Men er de der, genstarter de beredskabstilstanden hver gang.

At kortlægge dem er ikke en intellektuel øvelse. Det kræver at nervesystemet bliver mødt på det niveau, det gemmer reaktionen: via sanser, forestillinger og kropslige erfaringer, ikke kun ord.

Hjernen kan opdateres med nye erfaringer

En del af arbejdet med stressrelateret angst handler om at give nervesystemet erfaringer der modsiger de gamle reaktionsmønstre.

Det sker ved at placere sig i nuet, afslappet, og derfra forestille sig de situationer der typisk udløser reaktionen. Ikke for at genopleve dem, men for at møde dem med nye ressourcer: handlekraft, ro, evnen til at sætte en grænse, overblik.

Det der typisk virker at tilføre, er ikke indsigt, men kapacitet:

• Evnen til at holde fast under pres
• Handlekraft frem for reaktion
• Evnen til at sætte en grænse uden forklaring
• Overblik i situationen
• Ro i kroppen, ikke kun i tankerne

Når nervesystemet har øvet sig på at håndtere situationen med disse ressourcer, registreres det som en ny erfaring. Det er ikke positiv tænkning. Det er træning af nervesystemets reaktionsmønster via det samme sanseapparat, reaktionen oprindeligt brugte til at sætte sig fast.

Hjernen trænes, ikke overtales

Nervesystemet ændrer sig ikke, fordi du forstår det bedre. Det ændrer sig, fordi det gentagne gange møder en anden reaktion end den vante.

Det kræver vedholdenhed, ikke en stor indsats på én gang, men regelmæssig, målrettet træning over tid. Præcis som fysisk kondition: kroppen tilpasser sig belastningen gradvist, og det er gentagelserne der tæller.

Kombinationen der typisk giver effekt, inkluderer både sproglig bearbejdning og somatisk træning, meditation og mental træning samt neuroaffektiv psykologi, fordi angstens rod ikke sidder i den sproglige del af hjernen, men i det urgamle forsvarssystem der ikke har et sprog.

Tre måder stressangst kan mærkes forskelligt på

Stressrelateret angst ser ens ud udefra, men kan have forskellig indre logik afhængig af hvordan nervesystemet er kalibreret. Tre mønstre går igen.

Du holder dørene på klem. Du vil gerne have ro og frihed, men mærker også noget der ligner ensomhed, uden at det er det. Du binder dig ikke helt, holder en udvej åben, og ender tit med hverken den afstand du søger eller den nærhed du savner. Stress kan hos denne type give en skærpet vagtsomhed over for krav og forventninger fra andre, en fornemmelse af at blive lukket inde, og en angst der trives bedst i de situationer, der opleves som begrænsninger på friheden.

Du ordner det selv. Du slipper helst ikke hånden fra rattet. En uventet ændring føles ikke som en overraskelse, den føles som noget andre har bestemt over, uden din tilladelse. Du slapper af ved at have kontrol, ikke ved at give slip. Stress viser sig her som en kroppen der konstant er sat på standby: klar til at reagere, svær at koble fra.

Du mærker andres behov før dine egne. Du træder til, holder det hele sammen, er den der tager over, når andre tøver. Men din indre ro afhænger mere end du ved af om dem omkring dig har det godt. Stress kan hos denne type give en diffus uro der ikke forsvinder, uanset hvad du gør, fordi kilden ikke er i dig selv, men i det du ikke kan styre: andres tilstand.

Kilder

• Porges, S. W. (2011). The Polyvagal Theory. W. W. Norton.
• Mobbs, D. et al. (2007). When fear is near: threat imminence elicits prefrontal-periaqueductal gray shifts in humans. Science, 317(5841), 1079-1083.
• Bandler, R. & Shipley, M. T. (1994). Columnar organization in the midbrain periaqueductal gray. Trends in Neurosciences, 17(9), 379-389.
• Sundhedsstyrelsen. Referenceprogram for angstlidelser hos voksne.

Dit nervesystem er ikke din fjende – det gør præcis det, det lærte.